start på hovedindhold

Om Smag dig frem

Smag dig frem er et projekt, der skal få børnefamilier til at spise mere grønt. Det er tænketanken Madkulturen, der leder projektet sammen med Fødevarestyrelsen og Forbrugerrådet Tænk med DR på sidelinjen. Svendborg Kommune er udvalgt som en af tre kommuner (de andre er Kolding og Slagelse), der deltager i projektet, hvor der arbejdes med at møde børnene så mange steder som muligt. Derfor er både skoler, SFO'er og foreninger med i Smag dig frem, ligesom der også er arrangementer målrettet familierne. Desuden arbejder vi med kantiner i Svendborg Kommune, så mor og far måske kan blive inspireret til grønnere mad, når de er på arbejde. 

Fakta

  • Med “Smag dig frem - spis Danmark grønnere” er det visionen at skabe en sundere og grønnere madkultur hos børnefamilier med afsæt i De Officielle Kostråd – godt for sundhed og klima.
  • Indsatsen bliver evalueret eksternt og resultater vil løbende blive offentliggjort og delt i relevante faglige fora. Der vil derudover blive oprettet en projekthjemmeside, hvor nyeste viden og evalueringsresultater vil blive tilgængelige.
  • Indsatsens aktiviteter foregår i tre udvalgte kommuner, fordelt over Danmark: Svendborg, Kolding og Slagelse. Udvælgelsen er baseret på en omfattende kortlægning af alle landets 98 kommuner, som er indsnævret ved hjælp af kriterier som pendling, størrelse på arbejdspladser, husstandsindkomst, indbyggertal og geografisk placering.  Herfra fik syv kommuner mulighed for at søge om at blive en del af indsatsen, hvorefter de endelige tre kommuner blev udvalgt.
  • Bag indsatsen står Fødevarestyrelsen, DR, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen, som alle har stor erfaring med udvikling og gennemførsel af adfærdsændrende aktiviteter målrettet børn, unge og familier.
  • Alle aktiviteter og indsatser udvikles og grundfinansieres af indsatsen, og de tre kommuner medfinansierer.
  • Indsatsen er støttet af Nordea-Fonden med 18,3 mio. kr. og Novo Nordisk Fonden med 28,9 mio. kr.